Taxa Antoing

Byen Antoing

Den første kendte herre af Antoing var Alard I, herre af Epinoy, der, det siges, giftede sig med en kvindelig arving af Antoing. Det er fra dem, at flere grene af Antoing vil nedstamme. Fra denne familie kommer en gejstlig fra det 12. århundrede, grundlæggeren af klostre: Ailbert d'Antoing.
Efterkommerne vil meget hurtigt forstå interessen repræsenteret af Antoings situation, placeret på grænsen mellem de to amter, Flandern og Hainaut, de vil manøvrere som kloge politikere for at berige sig selv ved at hæve indsatsen. Ægteskaber vil også have deres betydning i denne families svimlende vækst. Om tre generationer vil de forene sig med familierne Namur, Mons og Rumigny, indehaveren af Douai's provost og Lignes familie.
Mod slutningen af det 13. århundrede vil Antoingerne opdeles i flere grene, udover modergrenen, der besidder herredømmerne Antoing og Épinoy, Buggenhout, og provostskabet Douai, vil der være grenen af Antoing-herren af Bury og Bittremont, Antoing-herrerne i Briffeuil, Genech, Wasmes og Amougies, Antoing-herrerne i Belonne og Antoing-herrerne i Ansevaing.
I 870 optrådte Antoing i Meerssen-traktaten som "Antonium" for at tilskrive Charles den Skaldede territorium.
Omkring 1328 giftede Isabeau d'Antoing, sidste arving af Antoings herredømme, Épinoy, prost af Douai, chatelaine af Gent og dame af Sotteghem sig med Jean I, viscount of Melun, herre over Tancarville og Montreuil-Bellay, som vil overføre alle sine hustrus ejendom til Melun-huset. Sidstnævnte vil fremme handel med draperier og udnyttelse af stenbrud.
I 1477 ødelagde og plyndrede burgundiske tropper omgivelserne og belejrede slottet.
Den 18. februar 1582 beordrede Marguerite de Parme demontering af Antoing Slot og konfiskation af Pierre de Meluns ejendom.
I 1590 var Marie de Melun den sidste arving til Melun-arven, der efter nogle få eventyr gik til huset Ligne, bortset fra de franske jorder, som blev tilbage i huset Melun-Epinoy.[/vc_wp_text]

Princes de lignes slot.
Det Slot des Princes de Ligne i Antoing er en bolig i nygotisk stil med en rig historie, der spænder over flere århundreder. Dette slot var bastionen for familien Melun og overgik derefter til Princes de Ligne, som er de nuværende ejere. En stor del af indhegningen fra det 12. århundrede er stadig synlig, såsom "bolewerk" bygget i det 15. århundrede.
Det var i det 19. århundrede, at en discipel af arkitekten Viollet-le-Duc, Clément Parent, forvandlede slottet til en nygotisk bolig.
Det er muligt at tage på en guidet tur på slottet. Du kan opdage de omkringliggende vægge og boleværket, fangehullet med fangehullet, Herrens soveværelse og riddernes værelse. Du kan også opdage de liggende billeder og bedende figurer fra d'Antoing, de Melun og de Ligne i det lapidære museum. Under dit besøg vil du blive fortalt alle de store øjeblikke, der prægede slottets liv, såsom Hundredårskrigen, den burgundiske periode eller inkvisitionens problemer.

Ailbert d'Antoing,
Født omkring 1075 og død 19. marts 1123, er en munk fra det 12. århundrede, der var ophav til flere klostre: Saint-Nicolas-des-Prés de Tournai kloster, Rolduc kloster, Clairfontaine kloster. Processen for hans eventuelle kanonisering blev lanceret i 2000
Han kommer fra den adelige familie af Sires of Antoing: han er den 3. søn af Amaury (Armoricus) herre af Antoing. Hans ældre bror Sohier bliver Lord of Antoing efter sin far. Hans anden bror Aliber vil blive krydset. Hans to andre brødre vil ledsage ham til grundlæggelsen af klosteret Rolduc1.
Ailbert blev først uddannet af Antoing-kapitlet, installeret i sin fars slot og afhængig af Lobbes Abbey.
Han afsluttede sine studier i Tournai. Hans navn optræder der for første gang i 1087 (nogle gange omtalt som Elbertus, Eilbertus, Gilbertus). Han var kannik for domkirken der fra 1087 til 1093, kantor, og derfor ansvarlig for liturgien i 1094-10951 og derefter skoleholder.
Efter at være blevet præst, viede han sig fuldstændig til studier, fromhedsøvelser og næstekærlighed. Det tiltrækker hurtigt en vis berømthed.
Ailbert viede en del af sin indkomst til omkring år 1100 at bygge et kapel på bakken Saint Mard eller Saint Médard i Tournai, et kapel, som senere skulle give anledning til grundlæggelsen af et kloster med regulære kanoner, Saint- Nicolas Abbey -des-Prés de Tournai, under fremdrift af en mand ved navn Monin.
I 1104 gav Adelbert de Sopenbergh (eller Adalbert greve de Saffenberg) ham jord i Rolduc, så han kunne finde et religiøst hus der. Ailbert løber i de følgende år. Til dette formål bruger han sin viden om arkitektur, som virker ægte og allerede brugt til at bygge kapellet Saint Médard